Ren besked om Sundhed

Tilbage i 2016 begyndte vi at udforme de første konturer af det, der sidenhen skulle udvikle sig til den digitale platform Ren Besked om Sundhed. Projektets oprindelige intention var at skabe et bogværk ledsaget af undervisningsmateriale målrettet både grundskolen og ungdomsuddannelserne. Som vi arbejdede os ind i opgaven, blev det tydeligt for os, at potentialet rakte længere – og vi udtænkte idéen om at skabe en egentlig sundhedsplatform, hvor formidling ikke blot var et middel, men en måde at nytænke forholdet mellem viden og hverdagens sundhedspraksis.

I denne bevægelse fra bog til platform blev det tydeligt, at der lå et potentiale i at forene forskningsbaseret viden med et stærkt formidlingsæstetisk greb. Det var derfor en naturlig forlængelse af vores tanker at invitere Institut for Immunologi og Mikrobiologi,  Københavns Universitet ind i projektet. Gennem vores tilgang kunne metodisk forskning finde nye udtryk og rammer, der muliggjorde en mere tilgængelig og sanselig formidling – uden at gå på kompromis med det videnskabelige indhold.

Vi varetog hele ansøgningsprocessen, og en ansøgning til Sygeforsikring “danmark” resulterede i en bevilling på 2,1 millioner kroner.

Med dette grundlag blev Ren Besked om Sundhed en platform, hvor individer kunne søge indsigt i både det almene og det specifikke i relation til egen sundhed. Ehrhorn Hummerston forestod den samlede kommunikationsstrategi – fra sproglig tilrettelæggelse over visuel dramaturgi i film og fotografi – og skabte en digital infrastruktur, der kunne favne hele projektets ambition. Hertil kom en strategisk tilstedeværelse på sociale medier, hvor initiativet kunne udfolde sig i dialog med offentligheden og den digitale samtid.

  • Website

    Film

    Foto

    Tekst

    Tilrettelæggelse

    SoMe

Ren Besked om Sundhed gør dig klogere på din egen sundhed. Her deles ingen mirakelkure, sensationer eller ubegrundet mistanker, der kan forstyrre det samlede billede af sundheden i Danmark.

Informationerne er hentet fra eksperter og tilrettelagt på et niveau, hvor de fleste kan være med. Læs bl.a. om, hvordan din krop fungerer, hvordan du kan optimere dens betingelser for at holde sig mentalt og fysisk sund – både i forhold til covid-pandemien og generelt.

De mange små interviewfilm, der kan findes på websitet, blev også distribueret på sociale medier. Der blev gennemført flere kampagner, hvoraf den første leverede en klikrate på næsten 16%. Den exceptionelt høje klikrate vidnede om en massiv interesse i befolkningen, og vi tillader os desuden at konkludere, at vores materialer ikke har været helt ved siden af ...

Initiativet er digitalt, men vi tilrettelagde også en række foldere, som brugere – fx skoler og andre institutioner – selv kan printe. Materialet kan tillige bruges som undervisningsmateriale på flere niveauer.